lørdag den 12. juni 2010

Coq au vin - hurtigudgaven

Coq au vin er en pragtfuld ret. Kraftig og velsmagende. Men ikke en, jeg normalt giver mig i kast med en hverdagsaften - og slet ikke en fredag, hvor ugen har sat sine slidspor. Denne variant tager ikke mere end en lille time, før den er på tallerknerne. Til gengæld egner den sig bedre som en sommerret, da den ikke bliver helt så tung og kraftig, som den almindelige coq au vin.

Ingredienser til to personer
2 kyllingebryster
50 g bacon i tern
1 groft hakkt løg
2 fed hvidløg i skiver
2 gulerødder i skiver
300 g svampe (jeg brugte østershatte - mere om det senere)
5 stilke timian
75 g mel
½ lter rødvin
Salt og peber
Olie

Fremgangsmåde
Skær kyllingebrysterne i mindre stykker. Vend dem i mel blandet med salt og peber. Jeg brugte en frysepose, som jeg hældte mel, salt og peber i. Derefter fulgte kylligestykkerne, og så rystede jeg det hele godt og grundigt.

Steg bacon gyldent i lidt olie. Tilsæt derpå kyllingestykkerne og lad dem få en dejlig gylden kulør.

Tag kyllingen op. Tilsæt det hakkede løg, det snittede hvidløg, gulerodsmønter, timian og svampene. Steg i 5 minutters tid under omrøring. Jeg brugte østershatte. De bliver en smule slatne, når de efter stegning møder vinen. Almindelige bruge champignoner eller bella gomba beholder fastheden, når de koger ind med væden. Smag og behag, men personligt vil jeg næste gang vælge fastere svampe.

Tilsæt vinen og kog videre i 25 minutter. Smag til med salt og peber og server med fx kogte ris.

søndag den 6. juni 2010

Italiensk farsbrød med kartofler og persillepesto

Den seneste tid har den stået på oprydning i fryseren. I dag valgte Pia at tage et halvt kilogram hakket oksekrød ud af fryseren. Eftersom vores persille er særdeles potent og velvoksen, bestemte jeg mig for at vi i hvert fald skulle have noget med persillepesto til. Det blev altså til italiensk farsbrød med kartofler og persillepesto.

Ingredienser - farsbrød
  • ½ kg hakket oksekød
  • 1 æg
  • Salt peber
  • Stødt spidskommen
  • Stødt korrianderfrø
  • 2 fed hvidløg
  • En lille håndfuld soltørrede tomater
  • ½ løg
  • 2 spsk. rasp
  • 1-2 dl vand
  • Bacon, pancetta eller parmaskinke
Ingredienser - persillepesto
  • Et lille bbundt bedbladet persille
  • 50 g pinjekerner
  • 100 g parmasanost
  • Olivenolie
  • Salt
Farsbrødet
Rør det hakkede oksekød sejt med salt. Tilsæt et æg, et stort drys stødt spidskommen og et ligeså stort drys stødt karianderfrø. Rør godt i skålen. Snit løg og hvidløg fint og tilsæt det farsen. Hak de soltørrede tomater groft og lad dem gå samme vej som de øvrige ingredienser. Rør godt og tilsæt derefter rasp og vand. Farsen skal være ret fast. Smag til med salt og peber.

Sæt farsbrøddet i en varm ovn (250 grader) og lad den få farve. Skru ned til 180 og steg videre i ca. 50 minutter.

Her får farsbrødet varmen i ovnen.

Farsen kan også formes til bøffer og steges på pande. De er gode som "tilbehør" til pasta og tomatsovs.

Persillepesto
Pil, skyl og tør persillen. Rist pinjekernerne på en hed pande. Skær hvidløget i mindre stykker. Riv parmasanosten på et rivejern. Hak hele herligheden i en blender eller minihakker, mens du tilsætter olie. Pestoen skal ikke hakken totalt til mos, men må gerne have tekstur. Smag til med salt.

onsdag den 2. juni 2010

Tomatsovs

Lige siden Michael og Louise blev kærester, har Louise elsket min tomatsovs. Hun kan spise den med ske og til stort set alle retter - undtagen fisk ;-)

Her kan du læse den meget enkle opskrift på tomatsovsen. Den rækker til 4 personer, og så vil du nok have noget til overs til dagen derpå eller til fryseren.

Ingredienser

  • 1 løg
  • 2-3 fed hvidløg
  • 2 stængler bladselleri
  • Olivenolie til stegning
  • En håndfuld kviste frisk timian
  • En lille kvist rosmarin
  • 1-2 laurbærblade
  • 30 g soltørrede tomater
  • 3 glas rødvin
  • Evt. en chili
  • 1 dåser italienske tomater (1 dåse indeholder 400 g)
  • 2-3 spsk. balsamico
  • salt
  • 2-3 spsk. ekstra jomfruolivenolie

Fremgangsmåde
Hak løget og hvidløget fint. Hak bladsellerien og de tørrede tomater groft. Skyl timianen og pil bladene af. Når jeg tager helt frisk timian, bruger jeg ikke tid på at pille bladene af. Hak rosmarinen.

Steg løg, hvidløg og selleri nænsomt med olie i en gryde. Det må ikke tage farve. Hæld vinen over og tilsæt timian, laurbær og de soltørrede tomater. Lad vinen koge lidt ind.

Kom tomater i gryden og lad det hele koge op. Når jeg føler for det, putter jeg en hel chili i, som jeg forinden perforerer med en gaffel. Jeg smager løbende, hvor meget krudt den har givet sovsen og tager den op i tide :-)

Når sovsen har småkogt i en times tid finder jeg min stavblender frem og giver det hele en omgang. Kviste fra timianen og rosmarinblade, der ikke er blevet hakket fint nok, skal nok rette ind til højre.

Hvis sovsen er for tyk, kan en sjat rødvin eller noget pastavand hurtigt rette op på den balance.

Jeg smager først til med balsamico dernæst salt. Og så runder jeg af med et par spsk. god olivenolie.

Bon apetit!

BBQ-kalkun med pasta og agurkesalat

En dejlig nem sommerret: grillstegt kalkun smurt med BBQ-sovs. Dertil pasta med hjemmelavet tomatsovs og agurkesalat med chili.

Ingredienser
  • ca. 1 kg kalkunbryst
  • 1 agurk
  • 1 chili
  • 2-3 spsk. hvid balsamiko
  • salt og peber
  • pasta
  • Tomatsovs
Slagets gang
Jeg startede med at snøre kalkunen, smøre den i olie og krydre den med salt og peber. Derpå fuld fart på gasgrillen. Da den var godt varm, slukkede jeg midterste blus og satte fuglen på. Den blev brunet godt af på alle sider, hvorefter jeg skruede ned på halvt blus på de to yderste brændere.














Mens kalkunen stod og passede sig selv på grillen, snittede junior (Michael, 21 år) en agurk og en chilifrugt. Det hele blev blandet sammen i en skål og overhældt med lidt hvid balsamico og lidt salt.













Opskriften på agurkesalaten tager udgangspunkt i  "Suveræne succeer". En bog smækfyldt med lækre opskrifter.

Salaten har i øvrigt kun godt af at trække lidt.

Efter at have stået på grillen i 3 kvartter, smurte jeg kalkunen ind i BBQ-sovs fra Jack Daniels. Det er nogle gode sovser, men nogle gange laver jeg selv min BBQ-sovs. Mere om det en anden dag.

Ved vejs ende (83 grader i centrum af kalkunbrystet) fik den lov at hvile, mens pastaen blev kogt.

Tomatsovsen er rørende enkel, men tager lidt tid. Læs opskriften i dette indlæg. Sovsen er en sikker vinder her i familien :-)

 Den færdige ret:

Vi sluttede af med jordbær med fløde og hjemmelavet vanillesukker. Velbekomme!