søndag den 28. august 2011

Italienske kødboller med tomatsovs - dessert: panna cotta

Da Junior og Lulu kom hjem fra skiferie i Østrig, mente vi, at et velkommen-hjem-måltid nødvendigvis måtte inkludere tomatsovs - som sagt så gjort.

Ingredienser

Kødbollerne er rent genbrug fra italiensk farsbrød:
  • ½ kg hakket oksekød
  • 1 æg
  • Salt peber
  • Stødt spidskommen
  • Stødt korrianderfrø
  • 2 fed hvidløg
  • En lille håndfuld soltørrede tomater
  • ½ løg
  • 2 spsk. rasp
  • 1 dl fløde eller vand
Ingredienserne til tomatsovs kan du finde her.

Panna cotta (oversat fra italiensk: kogt fløde) med hvid chokolade :
  • ½ l piskefløde
  • 75 g sukker
  • 1 vanillstang
  • 75 g hvid chokolade
  • 4 blade husblas
Bærsirup:
  • 100 g blandede bær (jeg brugte hindbær og brombær)
  • 100 g honning
  • 1 dl vand

Baks det hele sammen

Start med at forberede panna cottaen og siruppen. Hæld fløde, sukker og vanille i en gryde og kog langsomt op. Læg husblasbladene i blød i koldt vand. Tilsæt chokoladen til flødeblandingen. Blandingen må IKKE bulderkoge. Overfladen skal lige bevæge sig. Når den gør det, skal du tage gryden af varmen og tilsætte husblas, som du vrider så meget vand ud af som muligt.

Hæld flødeblandingen op i små skåle og lad dem køle af i 2-3 timer.

Kom bærrene op i en kaserolle og tilsæt honning og vand. Kog sammen i 10-15 minutter. Si det tykke fra og køl siruppen ned.

Vejen til tomatsovsen finder du på denne side. Bland farsen og form kødboller, som du steger på en pande. Jeg bruger lige dele smør og olie. Server kødbollerne med pasta og tomatsovs. Mums!

Tag panna cottaen ud af køleskabet 20 minutter før, du skal servere den. Garner med sirup og et par friske bær.

Velbekomme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar