lørdag den 12. juni 2010

Coq au vin - hurtigudgaven

Coq au vin er en pragtfuld ret. Kraftig og velsmagende. Men ikke en, jeg normalt giver mig i kast med en hverdagsaften - og slet ikke en fredag, hvor ugen har sat sine slidspor. Denne variant tager ikke mere end en lille time, før den er på tallerknerne. Til gengæld egner den sig bedre som en sommerret, da den ikke bliver helt så tung og kraftig, som den almindelige coq au vin.

Ingredienser til to personer
2 kyllingebryster
50 g bacon i tern
1 groft hakkt løg
2 fed hvidløg i skiver
2 gulerødder i skiver
300 g svampe (jeg brugte østershatte - mere om det senere)
5 stilke timian
75 g mel
½ lter rødvin
Salt og peber
Olie

Fremgangsmåde
Skær kyllingebrysterne i mindre stykker. Vend dem i mel blandet med salt og peber. Jeg brugte en frysepose, som jeg hældte mel, salt og peber i. Derefter fulgte kylligestykkerne, og så rystede jeg det hele godt og grundigt.

Steg bacon gyldent i lidt olie. Tilsæt derpå kyllingestykkerne og lad dem få en dejlig gylden kulør.

Tag kyllingen op. Tilsæt det hakkede løg, det snittede hvidløg, gulerodsmønter, timian og svampene. Steg i 5 minutters tid under omrøring. Jeg brugte østershatte. De bliver en smule slatne, når de efter stegning møder vinen. Almindelige bruge champignoner eller bella gomba beholder fastheden, når de koger ind med væden. Smag og behag, men personligt vil jeg næste gang vælge fastere svampe.

Tilsæt vinen og kog videre i 25 minutter. Smag til med salt og peber og server med fx kogte ris.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar