lørdag den 3. juli 2010

Kalveculotte med blomkålssalat

Endnu en skøn sommerret, som helt klart fortjener en magtfuld rosévin.

Ingredienser til to personer
  • En kalveculotte (min var på 800 g, så der er nok til dagen efter)
  • Krydderi til kalvestegen
  • 3-4 buketter blomkål
  • 200 g kartofler (nyopgravede smager altså bare bedst)
  • 1/3 af en agurk
  • 2 tomater
  • En håndfuld basilikum
  • 4 spsk. af husets bedste olivenolie
  • En håndfuld fetaost
  • Salt

Slagets gang
Start med at fyre op under grillen. Min grill er en gasgrill, men gas eller kul er i virkeligheden en smagssag. Jeg vil hævde, at man ikke kan smage forskel.

Rids fedtlaget på culotten. Gnid den med salt og krydderi. Jeg har fundet noget BBQ-krydderi i Superbest - det smager fint. Sæt en kødnål i den spidse ende af stegen. Det er her du starter med at skære, når dyret har fået varme nok.


Brun kødet godt af på alle sider og steg videre til ønsket kernetemperatur er nået. Jeg går efter en kernetemperatur på 58 grader. Så er den rød inden i, lige som vi bedst kan lide den. Lad stegen hvile et kvarters tid, inden du skærer for.

Culotten er en dejlig, smagfuld udskæring, men drilsk indrettet, da kødets fibre drejer sig. Når du skære, skal du start der, hvor du satte nålen i. Skær tynde skiver, indtil du kan se, at kødfibrene begynder at dreje sig (det sker omkring der, hvor den tykke ende af culotten starter). Så skærer du fra den anden side. Tegningen er hentet fra Politikken.


Kog kartoflerne i saltet vand. Del blomkålen i små stykker og læg dem i en salatskål. Skær agurken over på langs i fjerdedele. Fjern kernerne og skær i mindre stykker.

Fjern også kernerne fra tomaterne, så du kun har den kødfulde del tilbage. Skær dem i smalle strimler.

Skær basilikum i mindre stykker. Put dem i en morter sammen med groft salt og giv det hele en ordentlig omgang, til basilikumbladene er mast godt og grundigt ud. Tilsæt olivenolie.

Bland kartofler, blomkål, agurkestykker og tomater i en salatskål. Hæld basilikumolien over og drys med fetaost. Bland godt.

Og så skal du unde dig et rigtig godt glas rosévin. Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar