lørdag den 24. juli 2010

Svinekoteletter med majs og tomatsalat

Sommeren er over os, og jeg kan roligt sige, at jeg i denne periode bruger vores grill mere, end jeg bruger vores komfur.

I dag har vi fået marinerede svinekoteletter med majs og tomatsalat som tilbehør. Dertil en smule pasta med tomatsovs.

Dette indlæg er i øvrigt uden billeder - det tænkte jeg alt for sent på...

Det brugte jeg til Pia og mig
  • 2 svinekoteletter med skaft
  • 2 store fed hvidløg
  • En kvist rosmarin
  • Olivenolie
  • En håndfuld små blommetomater fra drivhuset - to almindelige tomater kan også gøre det
  • 1 skive fetaost til Pia og lidt mozarella til mig
  • 4 store blade basilikum
  • 2 majskolber
  • 25 g smør
  • ½ chili
  • 1 lille håndfuld korianderblade
  • Salt og peber

My way (Frank Sinatra har ikke levet forgæves :-)
Et par timer før maden skulle stå på bordet, lagde jeg koteletterne i en frysepose. Jeg tilsatte presset hvisløg, finthakket rosmarin, friskkværnet sort peber og 2 spsk. olivenolie. Posen med indhold kom på køl og kom først ud igen en halv times tid, inden koteletterne skulle på grillen.

Jeg pillede dækbladene og "hårene" af majsene og rørte smør med salt, hakket chili (uden korn og frøstol) og finthakkede koriander. Så smurte jeg majskolberne med smørblandingen og pakkede hver kolbe ind i staniol. Majspakkerne lagde jeg på hylden i gasgrillen og skruede ned til 2/3 styrke på alle brændere. De fik i alt 25 minutter på grillen.

Tomatsaleten (insalata caprese) serverede jeg i to portionsglas. Pia er til feta, selv holder jeg mig til mozarella i tomatsalat. Jeg snittede tomaterne i skiver og fordelte dem i glassene. De fik et skud salt og peber og ost blev blandet i. Derpå hældte jeg olivenolie over. 1 - 1½ time i køleskabet gør underværker, men mindre kan sagtens gøre det.

Inden servering toppede jeg med finthakket basilikum.

Koteletterne fik grillstriber ved, at jeg skruede helt op for den ene brænder. Da striberne var en realitet, skruede jeg ned på 2/3 og stegte videre, til de var færdige - ca. 4 minutter på hver side). Jeg synes ikke, det gøre noget, at koteletter er svagt rosa indeni. Hvis du vil have dem gennemstegt, skal de have 5-6 minutter på hver side.

For at drøje lidt på det, fik vi også pasta med tomatsovs til. Det var ikke strengt nødvendigt - der er nok til morgendagens frokost.

Til maden fik fik vi en kølig gewürtztraminer til fra Alsace. Det var en dejlig vin.

Velbekomme :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar